fbpx
Vælg en side

Sådan vælger du de rigtige farver til din hjemmeside

Farvevalget er afgørende for dit firmas branding, og det rigtige – eller forkerte – valg af farvepalet kan påvirke forbrugeradfærden markant. Derfor er det vigtigt at forstå farvepsykologi, så du bedre kan vælge de farver, der passer bedst til din virksomheds budskab og værdier. Læs med her, og få et par gode tips til, hvordan du gør.

Du ved sikkert godt, at farver spiller en vigtig rolle for den måde, folk opfatter dit firma og dets produkter. Derfor er farvevalget på hjemmesiden ekstremt vigtigt at få rigtigt på plads. Det kræver indsigt i farvepsykologi, og hvordan det rigtige farvevalg kan påvirke dine kunder i den rigtige retning.

Det lyder som et større studie – og det er det i princippet også. For jo mere du sætter dig ind i farvepsykologi, og jo flere erfaringer du får med farvevalg, jo nemmere bliver det at ramme rigtigt.

Men heldigvis kan du komme rigtigt langt med et lynkursus i farvepsykologi – og det er præcis, hvad du får, hvis du læser videre her.

Keep It Simple Stupid – en enkelt farve er (næsten) nok

Når du skal vælge farver til din hjemmeside, kan du finde alle mulige anbefalinger på nettet om, hvor mange farver du skal bruge. Alt lige fra 2 til 5 farver synes at være det, som de fleste anbefaler.

Men hos BYRO holder vi af enkelthed – fordi det giver hjernen mindre at forholde sig til.

Derfor anbefaler vi faktisk, at du holder dig til at vælge en enkelt farve ud over sort og hvid – eller nuancer deraf – som de fleste bruger som henholdsvis baggrundsfarve og farve på teksten på hjemmeside. Fordi netop disse to farver skaber den største kontrast, og dermed gør det nemmere at læse siden.

Spørgsmålet er bare:

Hvilken farve skal du vælge?

Det afhænger helt af, hvad dit firma tilbyder, hvilke værdier det har, og hvilken følelse du vil skabe hos de besøgende. Ja, det lyder som det rene new age nonsens, men gentagende undersøgelser viser, at der rent faktisk er noget om snakken – og at der er nogle helt klare effekter af de forskellige farver.

Så når du skal vælge farver, kan du med fordel gå frem efter disse pejlemærker:

Rød

Indikerer, at noget er vigtigt eller tidskritisk og skaber en stærk følelse af begær, spænding, energi og kærlighed.

Digitalt skaber røde farvenuancer en følelse af vigtighed (urgency), og kan med fordel bruges til at tiltrække opmærksomhed til vigtige områder på en hjemmeside. F.eks. købs-knappen.

Markedsføringsmæssigt er det et godt valg til firmaer, der sælger energidrikke, mad, sports- og træningsartikler, laver markedsføring eller udbyder nødtjenester. Flere internationale restaurantkæder foretrækker også rødt – ofte sammen med gult – i deres logo, fordi rød menes at skærpe appetitten.

Gul

Gul skaber en stemning af lykke, varme, solskin, latter, optimisme, kreativitet og legesyghed.

Digitalt kan du bruge en klar gul farve på hjemmesiden til at skabe en følelse af energisk lykke (f.eks. fordi du har fået stillet din sult), mens en blødere gul nuance skaber en mere beroligende effekt.

Markedsføringsmæssigt er gult godt til fastfoodrestauranter, kreative ydelser, spilfirmaer, børneprodukter og møbelfirmaer (IKEA’ish). Bagsiden af gul er, at discountkæden Netto har fået danskerne til at associere farven gul med lavpris og deraf følgende lav kvalitet. Så vær varsom, hvis du går gult.

Grøn

Grøn er den næstmest foretrukne farve blandt både mænd og kvinder. Farven skaber en stemning af friskhed, naturlighed, penge, afslapning og bæredygtighed.

Rent psykologisk skaber grønne farvenuancer en følelse af ”en ny begyndelse”, rigdom og troværdighed.

Farven anvendes ofte på hjemmesider for firmaer, der tilbyder rejser, turistinformation, medicinalvarer, økologiske produkter, og bruges meget naturligt også af miljøorganisationer.

Orange

Orange skaber en følelse af varme, ambition og smittende entusiasme og udstråler venlighed og kreativitet – og kan også udstråle vigtighed, hvis du anvender en kraftig orange nuance.

Det gør orange til et godt valg for underholdningsmedier eller firmaer, som sælger f.eks. læskedrikke, chokolade og andre former for snacks. Der er også flere telefoniudbydere og webshops, som anvender orange som deres grundfarve.

Blå

Blå er den mest populære farve hos både men og kvinder. Den udstråler pålidelighed, visdom, loyalitet og ro.

Derfor er der mange pengeinstitutter, sikkerhedsfirmaer, sociale medier og firmaer som sælger sundhedsprodukter eller medicin, der anvender blå som deres primære farve.

Lilla

Psykologisk er lilla en mere ”kongelig” farve, som udstråler mystisk visdom, spiritualitet og at det er sofistikeret.

Det gør lilla til en god farve, hvis du vil have dit firma til at udstråle kvalitet og erfaring. Eller du udbyder spirituelle eller alternative behandlingsformer.

Brun

Brun repræsenterer jord, rødder, jordnærhed, ærlighed, venskab og komfort. Og ”back-to-basic”.

Så bruger du brune farvenuancer i din markedsføring, skaber det forventning om, at du sælger et pålideligt produkt, som enhver kan bruge.

Brun er også en meget anvendt farve hos firmaer, der sælger chokolade, kaffe, vin eller andet, som produceres af organiske produkter, der gror i jorden. Derfor kan brun også fungere godt for økologiske eller natur-centrerede virksomheder.

Sort

Sort udstråler robusthed, tidløshed og at noget er klassisk, kraftfuldt og autoritativt – men repræsenterer også det onde og døden.

Sort er normalt forbundet med luksusgenstande eller elegance, som sælges af de helt store mærker indenfor biler, telefoner, fjernsyn og tøj.

Mange hjemmesider bruger også sorte eller mørkegrå nuancer som tekstfarve.

Grå

Selv om grå beskyldes for at være en følelsesløs farve, viser undersøgelser, at det anses for at stå for enkelthed, naturlighed, ro, logik og futurisme.

Typisk associeres grå med teknologivirksomheder som f.eks. Apple, og anvendes også af firmaer, som ønsker at udstråle præcision, kontrol, kompetence og at noget er sofistikeret.

Hvid

Farven hvid signalerer renhed, kliniskhed, rummelighed, enkelhed og stærke dyder.

Derfor anvendes farven ofte som den primære farve på hjemmesider for læger, sundhedsvæsnet, og ses også tit brugt hos firmaer som sælger højteknologi, biler og mode.

De fleste hjemmesider bruger også hvid eller en knækket hvid som baggrundsfarve for tekst.

Skru på farvenuancen for at fintune følelsen

Som antydet ved et par af farverne, kan nuancen på den farve, du vælger til dit firma, skabe forskellig styrke på den følelse eller fornemmelse, du gerne vil have dit firma til at udtrykke.

Generelt er det sådan, at jo kraftigere (og mere ren) farvenuance du vælger, jo kraftigere bliver den følelse, farven skaber.

Så ved at tone farven ned i nuance, kan du populært sagt justere på styrken af den følelse, du skaber hos kunderne.

Og vælg så en ekstra farve til at skabe ”urgency”

Udover dit firmas grundfarve, er det en god ide at vælge en kontrast- eller anden ”højtråbende” farve, som du bruger til at tiltrække opmærksomheden til f.eks. dine knapper på hjemmesiden.

Det skal helst være en farve, der skiller sig mest muligt ud fra grundfarven, og den hvide og sorte nuance du anvender til baggrunds- og tekstfarve.

Særligt velegnede er farver som rød og orange, der udstråler en vis form for ”urgency”. Samt grøn – særligt hvis du har valgt rød eller orange som dit firmas primære grundfarve.

2+2 er det rigtige antal farver

Så når du skal vælge farver til din hjemmeside, skal du udvælge 2 farver som er henholdsvis dit firmas primære grundfarve. Og en kontrast- eller klar farve, som du anvender til at give pangeffekt til knapperne og andre vigtige områder på hjemmesiden.

Derudover skal du vælge en sort eller mørkegrå nuance til teksten på siderne. Samt en hvid eller knækket hvid farvenuance, der skaber den størst mulige kontrast til tekstfarve, så teksten bliver nem at læse.

Altså skal du i alt vælge 4 – eller rettere 2+2 – farver til din hjemmeside. Vælger du flere, bliver det meget sværere at kontrollere, hvilke følelser og fornemmelser dit farvevalg skaber hos dem, som besøger din hjemmeside.

Synes du stadig, det lyder svært. Så ved du godt, hvad vi gerne vil have dig til at gøre nu, ikk?

Vi skaber resultater,
skal vi mødes?

 

+ 45 7060 3939  /  byro@byro.dk

Wordpress webbureau
Wordpress webbureau
Hubspot bureau
Google Partner
bureau byro

Sønderborg

Asylvej 13, 1. 1 sal
DK-6400 Sønderborg

Kontakt os

byro@byro.dk

+45 7060 3939