fbpx
Vælg en side

Marketing og kommunikation i krisetider

Energiprisernes himmelflugt og inflationen udhuler vores økonomi som aldrig før – både privat og i firmasammenhæng. Og alle finanseksperterne hyler op om en kommende recession og ny finanskrise. Så hvordan klæder du din markedsføring og kommunikation på til krisetider. Det ser vi nærmere på i denne uges kommunikationsblog.

Alle siger, at krise og recession er lige om hjørnet.

Så den må jo snart komme.

Men hvordan gør du egentlig med marketing og kommunikation i dit firma, den dag det sker? For det må vel kræve, at du skaber endnu mere opmærksomhed om dit firma, så du er sikker på at holde dig top-of-mind hos kunderne gennem krisen. Og at du kører alle salgstrickene af, som spiller på scarcity og knaldtilbud for at få nogle penge i kassen, så dit firma kan holde snuden oven vande.

Nå, ok – det kan du godt regne ud, ikke er tilfældet, når jeg skriver det på den måde.

Men hvad gør du så?

Vær den, der er til at regne med

Det, du i stedet skal gøre, er at gøre dit firma til det, som dine kunder kan regne med, får dem sikkert igennem krisen. Du skal vise, at du forstår kundernes situation, og er der for dem i den situation, vi har.

Så tilpas din kommunikation til den situation, som fylder mest i kundernes bevidsthed, og vis dem, at du har de produkter eller ydelser, der hjælper dem bedst netop nu. Eller giver dem nye muligheder, som de ikke ville have uden dit firma.

Hold op med at sælge ferierejser, når der er corona-restriktioner

Det betyder for det første, at du holder op med at markedsføre de produkter, som ikke er i harmoni med situationen.

For hvor kikset var det ikke lige med alle de rejseselskaber, som blev ved med at annoncere for ferierejser, mens vi havde rejserestriktioner under corona-pandemien.

Jo, jo, det var ”bare” deres marketingbureau, som havde glemt at justere deres Google- og andre annoncer, fordi nedlukningen kom så uventet. Men det var #¤)=)¤?)% uheldigt. For det fik firmaerne bag til at fremstå som tonedøve idioter.

Så har du produkter, som får dig til at fremstå ligesådan, skal du se at få stoppet markedsføringen af dem hurtigst muligt.

Hjælp kunderne med at passe på det, de allerede har

I krisetider gælder det mere end nogensinde om at beskytte det, du allerede har. Sådan har dine kunder det også.

Så sælger du noget, som kan sikre det, kunderne allerede har købt af dig – eller sørger for, at det holder sig kørende gennem krisen – er det de produkter, du skal skrue op for markedsføringen af.

Eller tilbyd dem et ekstra serviceeftersyn, eller tilbehør som forlænger levetiden eller forbedrer ydelsen på det produkt, de allerede har købt af dit firma.

Så kan både eksisterende og nye kunder se, at du er på deres side.

Lad være med at starte på noget nyt

Begynder de marketing- og salgskanaler, som dit firma allerede anvender, at give færre leads eller mindre salg?

Så tænker de fleste, at de skal til at tilføje nye kanaler, som kan skaffe dem de leads og det salg, som mangler i omsætningen. Eller kaste nettet længere ud.

Men her skal du huske på, at nye kanaler tager tid at få i gang. Du starter ikke lige en succesfuld e-mailliste, eller får en stærk tilstedeværelse på et eller andet socialt medie over night.

Den slags tager tid at opbygge – og den tid har du sjældent, hvis det er her og nu, du skal bruge flere leads og mere salg.

Fokusér på det, der virker – og lav mere af det

I stedet skal du hellere se på, hvilke af dine eksisterende salgs- og marketingaktiviteter der virker – og lave mere af det.

Altså ikke, at du skal til at sende flere mails ud til modtagerne af dine nyhedsbreve, eller bombardere følgerne på de sociale medier med flere poster.

Nej, tag den gode kampagne, som virkede for én målgruppe, og tilpas den til en anden målgruppe – og kør den der.

Og husk på, at det ikke handler om at komme ud til så mange på en gang. Nej, skær hellere målgrupperne helt ind til benet. Det gør det nemmere at gøre kampagnen mere effektiv, fordi du kan tale meget mere specifikt ind til den enkelte målgruppe.

Og find så flere snævre målgrupper, som dit produkt er relevant for, og send ud til dem.

Så er du allerede i gang med at stille dit firma meget bedre til krisen – når og hvis den kommer.

Vi skaber resultater,
skal vi mødes?

 

+ 45 7060 3939  /  byro@byro.dk

Wordpress webbureau
Wordpress webbureau
Hubspot bureau
Google Partner
bureau byro

Sønderborg

Asylvej 13, 1. 1 sal
DK-6400 Sønderborg

Kontakt os

byro@byro.dk

+45 7060 3939