fbpx
Vælg en side

Udsalg eller udbrud – hvilken holdning har dit brand til Black Friday?

De seneste 10 år er Black Friday-hysteriet bare vokset herhjemme. Den verdenskendte tilbudsdag er blevet en forbrugsfest, hvor de mest målrettede shopper julegaver, og de fleste bare køber vildt ind af de gode tilbud, som frister mest. Men ikke alle firmaer er hoppet med på den bølge. Flere og flere brands går imod trenden – og er ved at skabe en ny. Så hvad vælger du at gøre, når Black Friday rammer os næste gang?

Black Friday er fredagen efter Thanksgiving i USA.

Den har over de seneste 20 år udviklet sig til et gigantisk tilbudsevent både online og IRL. Og de sidste 10 år har vi også været med på bølgen her i Danmark.

Men omtrent lige så længe, som vi har været med herhjemme, er en ”modbølge” begyndt at rejse sig. For flere og flere – særlig de mere miljøbevidste – brands er begyndt at boykotte Black Friday. Eller gør noget andet end at sænke priserne.

Det gør de for at komme med et statement – og virke mere ansvarlige og miljøbevidste end alle de lemminger, som løber med ud over kanten på tilbudsbølgen.

Så hvis du gerne vil positionere dit brand som mere miljøbevidst og ansvarligt, er Black Friday en glimrende måde at vise det på. Ved at være i opposition til forbrugsfest og overforbrug.

Tjener du penge på Black Friday?

Men det kan synes som et stort skridt at tage, hvis nu alle andre i din branche gør en masse ud af at køre et kæmpe Black Friday event for at kapre nye kunder og få ekstra opmærksomhed.

For på trods af reduceret avance på varerne, kan du faktisk godt tjene penge på Black Friday, bare du har volumen nok på salget.

Men inden du sætter dig for godt til rette, og føler dig tilfreds med det, bør du lige se på, hvad det giver dig for ekstraomkostninger. For går forbrugsfesten i din webshop eller butik for alvor amok, skal du både have ekstra personale eller får en masse overtimer, som du også skal betale.

Samt en væsentlig større regning på forsendelse, som de færreste tjener særlig meget – eller ingenting – på.

Og hvor loyale kunder har du rent faktisk fået ud af at være en flink fyr, og sælge dem noget til stort set indkøbspris? Ser du særlig mange af dem komme tilbage til din butik igen, når priserne er tilbage på det normale leje?

Så hånden på hjertet: Når du ser på den reelle bundlinje af dit Black Friday-event, hvad har du så egentlig tjent noget som helst på det?

Får du mere brandingmæssig værdi af at vælge Black Friday fra?

Så måske får du i virkeligheden mere brandingmæssig værdi af at vælge Black Friday fra, og gøre noget ud af at melde det ud – og fortælle, hvorfor du gør det.

Det giver dig både mulighed for at differentiere dig fra de konkurrenter, som blæser på miljøpåvirkningen fra et ekstremt overforbrug. Og giver dig en enestående mulighed for både PR og presseomtale – hvis du kan give dit budskab en unik vinkel.

Og hvad kan det så være?

Luk din webshop på Black Friday

Et meget ofte set tiltag er, at du lukker din webshop på Black Friday, og tydeligt skilter med, hvorfor du gør det.

Det har f.eks. Mads Nørgaard gjort i mange år.

Opfordr folk til at gøre noget for miljøet i stedet

Vil du skrue en tand op for det miljøbevidste, kan du komme med en opfordring til dine kunder om at bruge dagen på at gøre noget godt for miljøet i stedet for at shoppe amok.

Det giver egentlig nok mest mening i USA. For der er Black Friday typisk en indeklemt helligdag mellem Thanksgiving og den efterfølgende weekend, hvor folk alligevel har fri.

Så der har de nemmere ved at bruge dagen på f.eks. at reparere det, som er gået i stykker. Eller tage ud og samle plastik op i naturen.

Eller hvad du lige kan finde på, at de skal gøre for miljøet.

Svenske IKEA brugte et år Black Friday til at tilbyde at købe de IKEA-møbler tilbage, som kunderne ikke brugte mere – og solgte dem så brugt i deres butikker.

Få dem til at ændre indstilling til Black Friday

Andre miljøbevidste brands nøjes ikke med bare at lukke deres webshop, eller opfordre kunderne til noget andet.

De bruger også selve Black Friday på at oplyse kunderne om følgevirkningerne af det overforbrug, som den store shop amok dag er med til at fremme.

Uddan dem til miljøbevidste forbrugere

Andre igen udnævner hele november til en lang miljøkampagne for miljøbevidst forbrug og mere ansvarlige indkøbsmønstre.

Kampagnen kører de under navne som ”Knowember”, som den, det amerikanske skønhedspleje-brand DECIEM kørte i 2019.

Donér omsætningen

Du kan også køre Black Friday lige som alle konkurrenterne – og så donere hele omsætningen på dagen til ét eller flere miljøforbedrende projekter.

Eller måske bare overskuddet.

Det kan være alt lige fra at få indsamlet plast i havene over at få plantet flere træer og til et mere brancheorienteret initiativ.

Der er frit valg på alle hylder – og dit initiativ vil få alle dine mest miljøbevidste kunder til at vælge dit firma frem for konkurrenterne.

Giv dem en bonus i stedet for lavere priser

Endelig er der dem, som ikke rider med på tilbudsbølgen. Enten af miljømæssige årsager. Eller for at bruge dagen på en lidt anderledes produktlancering.

Her er fidusen den, at du holder priserne på det almindelige niveau. Men alle dem, som køber over et eller andet beløb, får en gratis vareprøve på det nye produkt, som du er ved at lancere.

Det er f.eks. set i flere år hos danske webshops, som sælger kosttilskud til styrketræning og eliteidrætsudøvere. Kunderne kommer typisk i træningscentre, hvor de deler deres produktoplevelser med andre brugere.

Så ved at give det nye produkt gratis væk, får de spredt ”word-of-mouth” noget mere om det nye produkt. For hvem vil ikke gerne fortælle om noget, de har fået helt gratis.

Hvilken Black Friday skal du holde fremover?

Det var nogle eksempler på alternative anvendelser af Black Friday til branding af dit firma.

Så vil du gerne give dit brand en mere grøn profil, er der mange måder at gøre det på.

Det får jer til at skille jer ud – og viser, at I tør gå nye veje.

Du kan også bare fortsætte, som du plejer.

Det er helt op til dig og dit firma.

Vi skaber resultater,
skal vi mødes?

 

+ 45 7060 3939  /  byro@byro.dk

Wordpress webbureau
Wordpress webbureau
Hubspot bureau
Google Partner
bureau byro

Sønderborg

Asylvej 13, 1. 1 sal
DK-6400 Sønderborg

Kontakt os

byro@byro.dk

+45 7060 3939